-
Business-update: Danskere raser mod forsikringsselskab – prisen stiger gevaldigt
ソース: BDK Finans / 13 6 2024 09:54:18 America/Chicago
Godeftermiddag kære læser. Kalenderen viser torsdag, og uret viser, at tiden er inde til en overflyvning på det, der rører sig i erhvervslivet. Så velkommen til denne update fra Business-redaktionen. Det er, som om man i disse tider næppe kan skrive en update uden at nævne enten Novo Nordisk eller Tesla-stifteren, Elon Musk. I denne omgang skal vi forbi begge. Men vi begynder i det privatøkonomiske hjørne. #1 – Skyhøje prisstigninger: Danskere raser over forsikringsselskab En masse danskere har fået en noget ærgerlig besked, skriver TV 2. Forsikringsselskabet Undo, der er relativt nystartet og tilbød forsikringer til konkurrencedygtige priser, er nemlig blevet overtaget af mastodonten Tryg. Det skifte har fået vreden til at pible frem hos en hel del Undo-kunder, der nu må punge gevaldigt ud. TV 2 har efter eget udsagn været »lagt ned af henvendelser« om prisstigninger. Mediet har talt med en bilejer, der skal betale 20.000 kroner mere om året for at have sin bilforsikring hos Tryg. Desuden vurderer ejeren, at hans dækning svækkes. Mikkel Zimakoff, direktør for pris og kommerciel udvikling i Tryg, siger til TV 2, at Tryg har foretaget det bedst mulige match til hver enkelt kunde, der skal skifte fra Undo til Tryg. #2 – Her er prisen for at undgå et hjertetilfælde Aktien i Novo Nordisk strøg i vejret, da det stod klart, at vægttabsmidlet Wegovy kunne forhindre hjerte-kar-tilfælde. Men det er en dyr affære at bruge Wegovy mod hjertetilfælde, vurderer Sundhedsstyrelsen nu. Finansmediet Bloomberg bringer historien, efter at det har gennemgået en nylig rapport fra styrelsen. Sundhedsstyrelsen vurderer, at det koster 6,2 millioner kroner at forebygge ét hjerte-kar-tilfælde. Regnestykket tager afsæt i, at 65 patienter skal behandles med vægttabsmidlet i fire år, før det sker. » (6,2 millioner kroner, red.) er en høj pris, med lille og usikker effekt i en højrisikopopulation,« skriver Sundhedsstyrelsen. #3 – I eftermiddag står Elon Musk i sin skæbnestund Verdens rigeste mand, Tesla-stifteren, Elon Musk, har al mulig grund til at bide negle i dag. På Teslas generalforsamling i eftermiddag, amerikansk tid, bliver det nemlig afgjort, om Elon Musk kan få sin monsterløn på 56 milliarder dollar – svarende til godt 400 milliarder kroner – stemt igennem, skriver Børsen. Den svimlende store lønpakke har tidligere været dømt ude af retten i delstaten Delaware, fordi den var for voldsom. Men Elon Musk hævder på sit sociale medie, X, at et flertal af Teslas aktionærer indtil videre har stemt ja til hans lønpakke. Norges statslige oliefond, som er en af Teslas storaktionærer, vil ikke stemme for lønpakken. Elon Musk har dog truet med at forlade Tesla, hvis lønnen hældes ned ad brættet. Tre uundværlige fra Berlingske Business A: Stort milliontab i København ZOO: Tre chefer fyret Problemerne tårner sig op i København ZOO, der er en af landets største kulturinstitutioner. En stor gruppe ansatte har klaget over direktør Pernille Mehl, og nu viser et nyt regnskab, at dyreparken sidste år havde et kæmpe underskud. Det kostede for nylig flere chefer jobbet. Læs mere om situationen i København ZOO her. B: Investeringsguru ser tårnhøjt kurspotentiale i Tesla-aktien Investeringsguruen Cathie Wood har tidligere været på banen med voldsomme kursmål på Tesla-aktien. Nu har hun igen præsenteret opsigtsvækkende forventninger til aktien. Læs, hvor højt kursmålet er her. C: Stort advokatfirma hældt af brættet ved endnu en domstol Med Jyske Bank som rambuk har advokatfirmaet Horten forsøgt at overtage sin nu fyrede partner Nicolai Dyhrs konkursboer ved flere skifteretter efter TV 2-dokumentar. Men forgæves. Læs mere om Hortens forsøg på at beholde konkursboer her. https://www.berlingske.dk/dine-penge/business-update-danskere-raser-mod-forsikringsselskab-prisen-stiger